Del |

Telemedicin giver KOL-patienter færre lægebesøg

Et af tidens buzz-words er telemedicin. Forskningen på feltet er imidlertid sparsom, men i det kommende nummer af Ugeskrift for Læger  (Red.anm. Ugeskriftet  174/14, 2 april 2012)- er der to indlæg om emnet – begge vedrørende KOL-patienter.

En oversigtsartikel med Anna Svarre Jakobsen fra Telemedicinsk Forskningsenhed på Frederiksberg Hospital som hovedforfatter er en gennemgang af ni eksisterende studier.

I flere af dem er telemedicin kun en af flere komponenter. Og det er netop et af problemerne, for så er det vanskeligt at isolere, hvad præcist telemedicinen har betydet.

Så materialet er spinkelt, men det giver alligevel nogle fingerpeg. På basis af de ni studier finder forfatterne, at en KOL-behandling, der omfatter telemedicin, ”synes at være konventionel behandling overlegen”.

Det gælder især på tre parametre: en reduktion i antallet af hospitalsindlæggelser; ditto med skadestuebesøg; og et fald i henvendelser til primærsektoren. Derimod er der – overraskende – ingen effekt at spore på patienternes livskvalitet.

I en anden artikel i samme nummer omtaler overlæge, professor Jørgen Vestbo, Hjerte-lungemedicinsk afdeling på Hvidovre Hospital – en anden telemedicin-oversigt: et Cochrane review omfattende ti studier.

Cochrane reviewet viser, at interventionerne gav ”en positiv indflydelse på patienternes livskvalitet og reducerede antallet af akutte henvendelser på hospitalerne”.

Men også her er det vanskeligt at isolere effekten af telemedicin og skille den ud fra de øvrige komponenter i behandlingen. Og på den baggrund advarer Jørgen Vestbo om at drage forhastede konklusioner. Mulighederne – som er store – må ikke overskygge det sædvanlige krav om evidens.

”Når politikere allerede nu taler om, hvordan nye sygehuse skal implementere THC (Tele Health Care, red.) på mange niveauer, og hvordan dette må påvirke vores udformning af de fremtidige hospitaler, må alarmklokkerne gerne ringe”, skriver han.

/Ugskr Læger, Bente Bundgaard