Del |

Skanderborg går i front med virtuel genoptræning i hjemmet

Patienter der udskrives til genoptræningsforløb fra Silkeborg Sygehus kan se frem til at lave øvelser foran en computerskærm derhjemme. Et nyt tiltag i kommunen udstyrer nemlig ved udskrivelse patienter med en computer med et kamera samt et genoptræningsprogram der guider patienterne igennem en række øvelser.

Patienter genoptrænes på computeren
Sammen med bl.a. Microsoft, Teknologisk Institut, Invio og Virtual Lab igangsætter Silkeborg kommune 1. april et helt nyt genoptræningsprojekt, sådan skriver UGE-BLADET Skanderborg, 28. februar. Patienter der udskrives til genoptræning vil få en låne-computer med hjem som er udstyret med et kamera og et genoptræningsprogram. Genoptræningsprogrammet guider patienten igennem en række øvelser der ved hjælp af kameraet bliver registreret af computeren. Fysioterapeuten kan dermed følge med i, hvilke øvelser patienten har udført. Programmet er bygget op på en måde, så det er nemt for patienten at se om øvelserne er udført korrekt, patienten belønnes med en glad smiliey hvis øvelserne er udført rigtigt, og en sur smiley hvis de ikke er udført tilfredsstillende.

Ikke et alternativ til fysioterapeuten.
Den virtuelle genoptræning er ikke tænkt som en erstatning for den almindelige fysioterapi, men blot et supplement. Men de nye teknologiske muligheder betyder, at patienten ikke behøver transporteres til et genoptræningscenter så ofte, men at fysio- og ergoterapeuter stadig kan følge med i patientens udvikling. På denne måde kan terapeuterne også yde behandling til en større patientgruppe og dermed være med til at øge effektiviteten.

Positiv modtagelse
I første omgang er det meningen at det skal være patienter, udskrevet efter operation, samt ældre med behov for genoptræning der skal tilbydes virtuel genoptræning, men på sigt ser Malene Blæsberg, leder af Aktivitets- og træningsafdelingen i Skanderborg Kommune, og projektets foregangskvinde, store muligheder for andre patientgrupper, fx borgere med kroniske lidelser eller brugere af socialpsykiatrien.
Projektet er blevet positivt modtaget af terapeuter såvel som patienter. Også Tina Frank, formand for Danske Fysioterapeuter, region Midtjylland, finder projektet interessant, og ser frem til at følge erfaringerne fra genoptræningscentrene. Hun understreger dog samtidigt, at en god kontakt mellem patient og behandler er central for et succesrigt genoptræningsforløb, og at det derfor er vigtigt, at ingen patienter tabes på gulvet i forbindelse med projektet.