Del |

Mobilløsning skal hjælpe forældre til for tidligt fødte

Ny løsning til mobiltelefoner skal øge trygheden hos forældre til for tidligt fødte børn og gøre det muligt for familierne at komme hurtigere hjem fra sygehuset. Fornyelsesfonden støtter med 4,6 millioner kroner, og forskere fra AAU bidrager med viden om borgernær sundhedsteknologi.

Projektet med titlen ”Lifeline” vil gøre nogle af de overvågningsmuligheder, som er kendt fra sygehusenes intensivafsnit, tilgængelige på mobiltelefonen. Forældrene får via målinger mulighed for at følge børnenes almentilstand, og de får støtte til at vurdere, om barnet er i en kritisk tilstand eller på vej til at komme det. I givet fald vil systemet gøre forældrene opmærksomme på det, så de kan kontakte et call-center via en indbygget videoforbindelse. Løsningen skal forbedre muligheden for hjemmebehandling af de for tidligt fødte børn og børn med astmatisk bronkitis, så de kan komme før hjem fra hospitalet.

- Vi er med i arbejdet, fordi vi har erfaring fra en række tidligere projekter med såkaldt telemedicin. Så vi ved noget om borgernær sundhedsteknologi, der gør det muligt for patienter at blive behandlet og sundhedsovervåget i eget hjem med de fordele, det giver, fortæller institutleder Kim Dremstrup fra Institut for Medicin og Sundhedsteknologi.

Fordele og ulemper ved smartphones

I Lifeline-projektet er moderne smartphones en vigtig teknisk komponent. Det er ifølge Kim Dremstrup et oplagt valg med en række fordele – og nogle udfordringer:

- Smartphones har kapacitet til registrering, behandling og transmission af helbredsdata. De udgør samtidig en god kommunikations-platform, som de fleste er fortrolige med, og som derfor kan sikre kontakt mellem det for tidligt fødte barn, forældre og sundhedsprofessionelle. Men der er også udfordringer. Smartphones har en række sensorer og kommunikationskanaler, som vi kan bruge. For eksempel accelerometer, lysmåler, mikrofon, wifi, 3G og bluetooth. Omvendt mangler de sensorer, som kan indsamle andre vitale sundhedsparametre som blodtryk, iltmætning og hjertekardiogram. Der bliver vi nødt til at tilføje teknologi. Men fordelene ved mobiltelefonerne tæller mest, vurderer institutlederen.

Projektet bliver ledet af den danske telemedicin-virksomhed Viewcare A/S i Herlev, og de sundhedsteknologiske forskere fra Aalborg Universitet kommer til at samarbejde med sygehuse flere steder i landet. Landsforeningen Præmatures Vilkår er også med, og næstformand Karina Rothoff ser frem at skabe resultater sammen:

- Med dette projekt kan vi øge støtten til det for tidligt fødte barns primære omsorgsgivere, som er forældrene. Ved at udvikle et værktøj, der kan give forældrene med hjemsendte børn mere viden om barnets reelle tilstand, øges sandsynligheden for, at de livsvigtige forældre-barn relationer udvikles, og at følgerne af den tidlige fødsel mindskes.


FAKTA OM LIFELINE

• Lifeline-projektet får 4,6 millioner i støtte fra Fornyelsesfonden, og det samlede projektbudget er på knap 8,4 millioner kroner. Projektet ledes af telemedicin-virksomheden Viewcare A/S i Herlev. Øvrige projektpartnere: Hospitalsenhed Midt, Sundheds Innovation Sjælland, patientforeningen Præmatures Vilkår, Aalborg Universitet og Næstved Sygehus.
• Lifeline-konceptet vil bestå af en smartphone med tilhørende måleudstyr og dataopsamling, en skærm hos akutmodtagelsen, skadestuen og lægevagten, software til dataopsamling, analyse af data og advisering af pårørende, upload af data, videolink samt etablering af call-center samt patientvejledning om eksempelvis nødprocedurer.
• Løsningen skal testes i forhold til for tidligt fødte og børn med astmatisk bronkitis, som er de to sygdomssituationer, der medfører flest indlæggelsesdage på børneafdelinger. Det anslås, at der fødes 4.700 børn for tidligt hvert år i Danmark, og at der sker op imod 10.000 hospitalsindlæggelser på grund af luftvejsproblemer for småbørn. Med Lifeline forventes det, at man kan opnå besparelser i sundhedsbudgetterne på op til 25 procent ved øget hjemmeovervågning.
• Aalborg Universitet har tidligere deltaget i telemedicinske projekter som Telekat, Teledialog og Telecarenord.
• Institutleder Kim Dremstrup, Institut for Medicin og Sundhedsteknologi, tlf. 2465 5246.
• Studielektor John Hansen, Institut for Medicin og Sundhedsteknologi, tlf. 9940 8766.
• Innovationsdirektør Morten Mikkelsen, Viewcare A/S, tlf. 25 47 50 07.
• Videnskabsjournalist Carsten Nielsen, Aalborg Universitet, tlf. 2340 6554.