Del |

Ekspert i telemedicin advarer - Supersygehusene skal ligge hjemme hos patienterne

Patienterne skal hurtigere hjem fra hospitalet, hvis lægerne ikke skal drifte sig ihjel. Det kan i dag lade sig gøre ved hjælp af teknologi, fastslår telemedicinekspert Klaus Phanareth.

 

40 mia. kr. skal over de kommende 10-15 år opgradere det danske hospitalsvæsen med 20 store sygehuse. Men er det nødvendigt med store sygehusenheder, spækket med sengepladser og håndskrevne journaler? Nej, lyder svaret fra Klaus Phanareth, formand for Dansk Selskab for Klinisk Telemedicin og overlæge på Frederiksberg Hospital.

Han står selv i spidsen for et stort projekt på hospitalet, som over det kommende år skal sende 180 rygerlungepatienter hjem med teknologisk måle- og overvågningsudstyr koblet op til hospitalet i stedet for at optage sendeplads.

Inden for 10-15 år viser hans beregninger, at det muligvis kan lade sig gøre at sende op mod 70 procent af alle patienter med kroniske sygdomme hjem inden for et døgn. På den måde kan halvdelen af de medicinske sengepladser skæres væk på hospitalerne og i stedet frigive tid, penge og behandlingsressourcer til de mere krævende og lægefaglige opgaver - eller bruges til at nedbringe ventelister.

Rygerlunger bliver de første

Hvad er det for et billede, du ser af fremtidens sygehusvæsen?

»Det er først og fremmest vigtigt at sige, at det her ikke skal gøres for at spare penge. Sundhedssektoren er kørt helt i bund allerede, men vi kan ved hjælp af teknologi, dvs. telemedicin, få løftet nogle af rutineopgaverne væk fra hospitalerne for at få frigivet ressourcer til at koncentrere os om det, vi har 25 års specialistuddannelse til - de kritisk syge patienter og 'problempatienterne',« siger Klaus Phanareth, som selv er specialist inden for lungesygdomme.

Derfor har han i første omgang taget fat om patienterne med rygerlunger, som der findes over en halv million af i Danmark. Ifølge Klaus Phanareth lægger de beslag på 23.000 indlæggelser om året, svarende til næsten 140.000 sengedage, når de skal have undersøgt og behandlet sygdommen - for slet ikke at tale om alle de følgesygdomme, der ofte følger med en kronisk lidelse, og som kan sende patienten langt rundt i systemet og forlænger opholdet.

»Men det er kun ca. 20 procent, der er alvorligt syge, når de bliver indlagt. Resten kan vi sagtens undersøge og sende hjem igen, og alene denne gruppe kan frigøre op mod en halv mia. kr. om året til de kritisk syge samt den ekstremt vigtige forskning og kvalitetsudvikling. Vi skal have motivationen tilbage i sundhedsvæsnet, den er blevet en mangelvare,« understreger han.

Konkret ser han et billede for sig af et sundhedsvæsen, hvor patienterne primært befinder sig i hjemmet. Her er de udstyret med et 'hjemmehospital' med alt det måleudstyr og medicin, der er brug for, samt en patientterminal med en tilkaldeknap til en læge.

Opkaldet modtages af et 24-timers callcenter, hvor der er både læger, sygeplejersker og teknikere til stede, som kan tale med patienten og evt. rykke ud, hvis der er tekniske eller medicinske problemer. Callcentret behøver ikke at have til huse på selve hospitalet, men kan fungere som en konsulentenhed for hospitalerne, der således kan reduceres væsentligt i størrelse.

»Vi skal have rykket patienterne væk fra sygehusene og ikke ind i kæmpe mastodontsiloer, hvor de ligger og kigger op i loftet hovedparten af tiden og kan blive inficeret med alle mulige bakterier. Især ikke, når vi samtidig er ved at drifte os ihjel på hospitalerne, og patienterne faktisk også hellere vil være derhjemme,« siger han.

»I stedet skal vi have små telemedicinske enheder, som tager ud på hospitalerne og kigger på dagens eller nattens 'høst' af patienter og ser på, hvem der egner sig til telemedicin, og inden formiddagen er gået, har vi allerede taget dem ud af systemet igen og sendt dem hjem, eller 'udlagt' dem, som vi siger, hvorefter hospitalerne ikke vil se dem mere.«

Behov for en helhedsløsning

Klaus Phanareth erkender dog, at der er mange kameler, der skal sluges ude i det danske sundhedsvæsen, hvis hans vision skal gå i opfyldelse. Han fastslår, at telemedicinområdet rundt om i landet skal koordineres, så det ikke består af små uafhængige lokalprojekter, drevet af ildsjæle, men af en helhedsløsning, der skal stå til rådighed i 2020, når de nye sygehuse står færdige og antallet af kronikere er steget til to millioner.

Hvor realistisk er det at kunne udlægge 70 procent af kronikerne inden for et døgn?

»Det er meget realistisk. Vi har taget udgangspunkt i patienterne med rygerlunger, for det er en god referencegruppe, da de ofte har mange følgesygdomme. Kan vi yde telemedicinsk behandling på dem, kan vi det på alle patienter med kroniske sygdomme. Næste skridt for os bliver hjertepatienter, hvor vi måler EKG, puls og blodtryk hjemmefra,« siger han.

Klaus Phanareth lader sig i høj grad inspirere af amerikanske hospitaler som Kaiser Permanente i Californien og The Mayo Clinic, som ligger i flere stater. Kaiser Permanente er bl.a. langt fremme i brugen af elektroniske patientjournaler, som patienterne kan tilgå online.

Derudover glæder han sig over, at antallet af medlemmer i Dansk Selskab for Klinisk Telemedicin er eksploderet over de seneste år og nu er oppe på 200.

Han følger også tæt de øvrige danske hospitalers arbejde. Bl.a. har Region Syddanmark iværksat projekt 'Sår i Syd', hvor diabetespatienter får tilset fodsår af en behandlersygeplejerske i hjemmet, som tager et billede af såret og sender det til en specialist på hospitalet.

»Det kan gøres stort set lige så godt, som hvis de havde patienten lige foran sig. Jeg tror, at det tager fem gange så lang tid at tilse en patient på hospitalet frem for at klikke sig ind og lave virtuel konsultation,« siger Klaus Phanareth.

Patentsikkerheden i centrum

Hvilke overvejelser har du i forhold til patientsikkerheden?

»Vi har jo patienten inde de første 24 timer, hvor de bliver gennemundersøgt. Her tager vi alle blodprøverne og den nødvendige billeddiagnostik og sikrer, at de opfylder de telemedicinske betingelser. Vi laver en screening på alle, inden vi sender dem hjem, så vi ved, at de kan de fundamentale tekniske ting og kan forstå kommunikationen gennem det virtuelle system. Men det kan de fleste godt. Faktisk er mange her i testfasen fuldstændig desperate, når vi tager udstyret væk fra dem igen. Det giver patienterne en kollosal tryghed, og netop tryghedsbehovet er nok den kroniske patients største udfordring,« siger Klaus Phanareth.

Han har allerede oprettet et mindre 24 timers callcenter på Frederiksberg Hospital, hvor patienterne, der deltager i undersøgelsen kan ringe efter hjælp over computeren.

Hvor stor er risikoen for fejl?

»Det er jo et godt spørgsmål. Det afhænger af, hvor meget vi får testet tingene af, men det system, vi bruger, har vi jo testet på i tre år, før vi nu laver en randomiseret undersøgelse. Men der findes aldrig noget her i livet, som er sikkert, sådan er det jo. Derfor er det en balance at drive udviklingen samtidig med, at vi har det skarpeste øje på patientsikkerheden,« siger Klaus Phanareth.

»Systemerne kan aldrig blive 100 procent fejlfri, men udvikling indebærer også en risiko - ellers kommer vi jo aldrig nogen vegne. Selvfølgelig er sikkerheden ekstremt vigtig, når vi har med levende mennesker at gøre, og det er min fornemste opgave at sørge for denne balance med 25 års erfaring med patienter på bagen. Med ydmyg respekt over for den kliniske tradition og den evidens, vi er ved at skabe, kan det kun blive en succes,« siger han.

Fakta: Klaus Phanareth

  • Centeruddannelsesansvarlig overlæge i lungemedicinske sygdomme på Medicinsk Center og Telemedicinsk Forskningsenhed på Frederiksberg Hospital.
  • Formand for Dansk Selskab for Klinisk Telemedicin, som i dag har ca. 200 medlemmer.
  • Modtager af Medicoprisen 2010 for sit vedholdende arbejde med telemedicin, som han har otte års erfaring i. Prisen blev tildelt Klaus Phanareth i maj af brancheorganisationen Medicoindustrien.
  • Ophavsmand til 'Det virtuelle hospital', som er Frederiksberg Hospitals telemedicinske forum.
  • Uddannet fra Københavns Universitet i 1993 med en lægevidenskabelig embedseksamen, efterfulgt af en speciallægeuddannelse i intern medicin i 2004 og i lungemedicin i 2007.
  • Forfatter til en lang række artikler og rapporter om lungesygdomme og en flittig oplægsholder ved sundhedsfaglige konferencer og kongresser i både ind- og udland.
  • Ansvarshavende fagredaktør på tidsskriftet MTI (Medicinsk Teknologi og Informatik) og reviewer for tidsskriftet Respiratory Medicine.