Del |

Danske læger hjælper med diagnosen - 6.000 km fra patienten

Danske erfaringer med telemedicin mellem Roskilde Sygehus og Færøerne kommer nu patienter i Mongoliet til gode. To danske læger rejser i morgen til hovedstaden Ulan Bator for at få stablet telemedicin på benene.
Professor, dr.med. Gregor Jemec, ledende overlæge på Dermatologisk Afdeling i Roskilde og hans kollega overlæge Michael Heidenheim rejser i morgen til Mongoliet, hvor de skal hjælpe med at stable et telemedicinsk projekt på benene.
Foto: Dagens Medicin

 

Der er mere end 6.000 kilometer fra Danmark til Mongoliet, men fremover skal danske læger hjælpe med at stille en diagnose, når patienter med hudproblemer søger hjælp hos lægerne i Mongoliet.

I morgen, torsdag, rejser to danske læger fra Roskilde Sygehus til hovedstaden Ulan Bator, hvor de skal hjælpe med etablere en telemedicinsk løsning, så lægerne i Mongoliet kan spørge danske kolleger til råds, selvom de fysisk sidder på Roskilde Sygehus.

En af lægerne er Professor, dr.med. Gregor Jemec, ledende overlæge på Dermatologisk Afdeling i Roskilde.

»Vil vil prøve, om det kan lade sig gøre at binde afdelingerne i Danmark og Mongoliet sammen i et virtuelt samarbejde, som forhåbentlig kan bringe fælles læring frem,« forklarer han.

Målet er at få samlet en elektronisk lærebog, hvor de mongolske læger via cases kan løfte niveauet på den dermatologiske behandling.

»Vi kunne tage af sted tre måneder for at vise, hvordan de skal behandle deres patienter, men det er ikke sikkert, at det ville have den samme effekt, som hvis en erfaren dansk læge var tilstede hele tiden til at give gode råd. Vi håber, at vi med telemedicin kan skabe en situation, som svarer til, at vi blev i landet,« siger Gregor Jemec.

Lignende løsning på Færøerne
Han har siden 2003 stået i spidsen for et lignende løsning mellem Roskilde og Færøerne, som dog adskiller sig ved, at også de praktiserende læger på øen er koblet på systemet, og kan kommunikere med sygehusdermatologerne.

Målet er at skabe et lignende samarbejde med lægerne i Mongoliet, hvor ansvaret stadig er hos de lokale læger, men hvor eksperterne i Roskilde kan være med på sidelinjen.

»Vi skal ikke overtage behandlingen af patienterne, men skaber et  samarbejde med hudlægerne, hvor vi kan udveksle akademiske erfaringer.  Ligesom vi gør det med de praktiserende læger på Færøerne,« siger Gregor Jemec.

I første omgang rejser Gregor Jemec og hans kollega overlæge Michael Heidenheim af sted  én uge for sammen med lægerne i Ulan Bator at få rammerne for forsøget på plads – altså, hvilke typer patienter, de danske læger skal se og  hvordan, de skal rådgive de lokale læger.

»Og så skal vi også kende eventuelle begrænsninger i deres  system, så vi ikke anbefaler noget, der ikke kan lade sig gøre,« siger Gregor Jemec.

Forsøget skal i første omgang løbe i tre år, og indebærer også, at en mongolsk læge rejser en måned til sygehuset i Roskilde for blandt andet at samle erfaring i kommunikationen med de danske læger.