Del |

Ph.d. i telemedicin?

 

Historien

Da jeg startede mit arbejde for at få et ph.d.-projekt henvendte jeg mig til min x-chef, som nu er fuldtidsprofessor med et kort oplæg til en problemstilling. Da jeg senere kontaktede min arbejdsplads for at få projektet til at fungere som samarbejdsprojekt, syntes de, mit oplæg var for metodisk og derfor ikke så relevant for det, vi arbejdede med.

Eftersom min førsteprioritet var at blive på OUH, fandt vi heldigvis sammen en god løsning, hvor jeg både får min indre metodenørd tilfredsstillet, og laver et arbejde i mit ph.d., som kan bruges i selve det overordnede projekt og som er relevant for praksis. Slet ikke dårligt.

Men det andet projekt bliver alligevel ved med at spøge, så nu gør jeg mine første tanker tilgængelige her, og så kan det være, der er en anden, der er interesseret? I givet fald, må du meget gerne kontakte mig, så vi kan diskutere 1) projektets indhold og data, og 2) finansieringsmuligheder (ikke fordi jeg har penge selv, men jeg har da forslag til, hvor de kan søges).

Projektet

Projektet handler om effekten af at vi ikke blinder, når vi undersøger effekter af telemedicin. Hvorvidt det er muligt, er jo en anden diskussion. Og effekten af ikke at blinde er tidligere undersøgt (i udgangspunktet var det vel det, man opdagede i Hawthorne studierne, men det er faktisk underbygget i et glimrende systematisk review af Juni, Altman og Egger 2001), men man forholder sig alligevel kun ganske lidt hertil. Og måske kan man argumentere for, at telemedicin er anderledes end andre ting?

Under alle omstændigheder eksisterer muligheden faktisk lige nu for at 1) identificere effekten, og dermed evt. 2) komme med kvalificerede forslag til, hvordan vi skal forholde os til den i fremtiden. Og det ER uendeligt vigtigt. I det systematiske review finder de at mellem 20-40% af den påviste kliniske effekt alene skyldes, at der ikke har været blindet.

Men hvad stiller vi op med det? Skal vi ukritisk trække 30% af den identificerede effekt fra, når vi har resultaterne af vores kliniske studier? (så simpelt er det nok ikke, men altså…). I øjeblikket gør vi jo det, at vi diskuterer det. Vi skriver altså i metodeafsnittet, at blinding ikke var muligt, og tager emnet op i diskussionen, hvor vi skriver, at vi godt ved, det har betydning for resultatet, men at det ikke er muligt at vurdere, hvor stor en del af effekten, der kan tilskrives den manglende blinding.

Og så gør vi ikke mere. Men 20-40% er dælme meget!! Jeg synes ikke, det bare kan verfes væk med et ”ja, vi ved jo godt, det kan være et problem, men vi ved ikke, hvad vi skal gøre ved problemet, så vi vælger at ikke at gøre noget”.

Den slags frustrerer mig. Hjælp mig ud af min nød: meld dig til at lave det ph.d.-studie!

For resten: emnet er KOL-kufferten, hvor vi har et individrandomiseret studie af effekten. Så den simple løsning er at tilføje et patientgruppe fra et andet hospital, og sammenligne på outcomes (der er rigeligt) via. registerdata – langt de fleste vil kunne findes. Det sjoveste bliver så selvfølgelig at sammenligne den ’nye’ patientgruppe med kontrolgruppen fra det individrandomiserede studie.

 

Reference:

Jüni, P., Altman, DG., Egger M. (2001). Systematic reviews in health care. Assessing the quality of controlled clinical trials. BMJ 2001; 323: 42-46.